Lopper gav ekstra lommepenge 

Gården på Viby Friskole summede lørdag af liv og stemmer, da et sted mellem 200 og 300 forældre, børn og venner af skolen deltog i det traditionsrige børnekræmmermarked. Alt fra cykelhjelme til action-men, gamle spil og bamser blev solgt fra de 30 boder, der var opstillet i skolegården. Og rigtig mange børn var mødt op for at få sig en hyggelig snak og måske inkassere lidt ekstra til sparebøssen.
”Jeg vil gerne være med i år, så jeg kan tjene lidt penge. Hvis jeg tjener over 700 kroner må jeg købe et computerspil”, fortæller Lukas Jespersen fra 6. klasse, der også havde en bod for to år siden.

  
Lukas i sin bod
 
   

Flexitracks og lego blev hjemme

På bordet foran ham ligger computerspil og en racer-dødsdrome. Men det er ikke alt det gamle legetøj, der bliver solgt, fortæller en af hans kammerater ved en anden bod.”Flexitracks og lego er blevet hjemme. Det leger jeg stadig med”, fortæller Jonathan.

 

Lærte hinanden at kende på ny måde 

Men mange børn lærte også hinanden at kende på en anden måde end over skolebøgerne.
”Jeg er med for at komme af med mine gamle film, men også fordi jeg synes det er meget sjovt. Det er hyggeligt at snakke med folk, når de kommer forbi,” fortæller Stig Poulsen fra 7. klasse.

Børnehaveklasseleder Helle Kryger, der står bag arrangementet, synes det var en god dag med et flot fremmøde. Men hun havde hele tiden et øje på skyerne, der ikke lod solen skinne igennem på noget tidspunkt.
”Vi holder hele tiden vejret, og håber det holder tørt. Vi har tidligere haft boderne indendørs i dårligt vejr, men det er ikke helt det samme,” siger Helle Kryger.

   
Stig i sin bod på Børnekræmmermarked 2009