Vinterlejrskole

Rejse, ankomst og første dag

 

kl. præcis 17 rullede bussen med 24 forventningsfulde elever og 4 lærere af sted mod vinterlejrskolen i Norge. Og præcis 12 timer senere kunne bussen åbne dørene til masser af sne ved Kvitåvatn Fjeldstue ved Gaustatoppen i Telemark.
Busturen var – som den slags nu engang er – lang og sej. Efter en grundig proviantering på færgen mellem Helsingør og Helsingborg gik turen op gennem Sverige. Omkring midnat passerede vi Svinsund og var dermed ankommet til Norge. Eleverne fik en ”natmads-sandwich” og lidt at drikke inden vi skulle have ro. Mange elever havde svært ved at sove i bussen. Ikke desto mindre var humøret højt, da vi var fremme og satte os til morgenbordet.
Efter morgenmaden fik alle elever udleveret støvler, stave og ski, og så gik resten af formiddagen med opvarmning og  øvning på ski-arenaen. Rigtig mange fik også kørt den violette løjpe, som er 1 kilometer.
Efter frokost var der en lille middagspause inden det igen var tid at tage skiene på. Allerede nu kunne man se en klar bedring hos alle, og samtlige elever har nu kørt enten violet (1 km), brun (2 km) eller grøn (6 km). Det går hurtigt fremad, og alle kan nu (i princippet) køre både op og ned af bakkerne.
Skidagen blev sluttet af med varm kakao og kage på kælkebakken, hvor flere elever fik sig en ordentlig ”vasker” når de kælkede ned i vores medbragte traktor- og bilslanger.
Netop nu er nogle elever i sauna, andre spiller ”tegn og gæt”, nogen læser eller hører musik og nogen snakker. Inden længe går madholdet i gang med at lave aftensmaden. I dag er det meget let. Vi skal varme den medbragte lasagne, som nogle af forældrene har lavet. Hertil kommer flutes og salat – ligeledes fra forældrene.
Mange elever er meget trætte oven på bustur og langrendsløb, så i aften står den på tidlig sengelægning – det vil ingen vist protestere over.