|
- Høstfest bød på rejse til fjerne egne Den første solskinslørdag i september fejrede mere end 300 forældre , elever og lærere fra Viby Friskole høsten, som traditionen byder med gudstjeneste, kaffebord, aktiviteter, lotteri, korsang, fællesspisning, børnediskotek og masser af musik fra lokale bands. Som et nyt tiltag gjorde de dejlige lokaler, som Viby Friskole nu ejer, det muligt at holde høstgudstjenesten ”hjemme” på det smukt pyntede ”torv”. En fornyelse som tilførte festen en hel speciel oplevelse af fællesskab blandt deltagerne og en følelse af, at her har vi hjemme! Et fællesskab og en følelse som også præger dagligdagen på skolen og som har været et bærende element i planlægning og afvikling af høstfesten. Værterne og arrangørerne af høstfesten er altid skolens tredje klasse og deres forældre. Høstfesten bygges ofte op over et tema, som afspejles i alt hvad der foregår på dagen fra aktiviteter til høstmenu. I år havde arrangørerne således inviteret alle gæster med på en rejse til 4 af verdens kontinenter med mulighed for en afstikker til den uhyggelige gyserkælder ”dødens kontinent”, som 3. klasses elever selv havde bygget op sammen med et forældrepar. Rejsen rundt til de fire kontinenter: Afrika, Asien, Nordamerika og Antarktis gav gæsterne oplevelser, der lå lidt ud over det sædvanlige. I Asien kunne man bl.a. hygge sig med et besøg i det asiatiske tehus eller afprøve sine evner ud i balancens kunst på junglestien og i Afrika kunne man lave musikinstrumenter og smykker af genbrugsmaterialer – et hit for børn i alle aldre. Et ophold på Antarktis gav mulighed for et nærstudie af indholdet i det 2,6 meter høje isbjerg, som i dagens anledning var ”fiskedam” og således gemte på en række overraskelser sponseret af lokale virksomheder. Man kan blive træt og sulten af en lang rejse, så når gæsterne landede i the Wild West i Nordamerika, kunne man sunde sig ved bålet med en pandekage. Fællesskabet blandt eleverne kom igen til syne, da der var brug for en hjælpende hånd til aktiviteterne, her var de store elever parate og det var da også dem som stod for børnediskoteket. For 3 klasse og deres forældre har det været en meget stor oplevelse at planlægge årets høstfest, hvor alle kompetencer blandt forældre og børn har været i spil. Der skal således lyde en stor tak til alle sponsorer, elever og gæster som var med til at gøre høstfesten til en fantastisk oplevelse.
Følgende firmaer var sponsorer ved årets lotteri og fiskedam: Chili´s Jespers Cykler Super Best i Viby Sko –Sport- Mode i Viby Borup Apotek Det lille Binderi i Borup Mc’Donalds i Køge Coronet Dansukker Borup sko Kop og Kande i Viby Bygma i Viby Rådet for større Færdselssikkerhed Bog & foto i Borup Saga Fjord Lasse’s Basse Brugsen i Borup ES Elektrikeren i Borup Umates
|


|